Your address will show here +12 34 56 78
Nyheder
En gruppe investorer havde opkøbt en række ensartede virksomheder og ansat den ene investor som administrerende direktør for hele gruppen.

Efter nogen tid opstod en betydelig uenighed mellem direktøren og resten af investorgruppen, som gensidigt beskyldte hinanden for at have gjort sig skyldig i væsentlig misligholdelse. Som følge heraf bortviste investorgruppen direktøren, som svarede prompte igen med et sagsanlæg. Under sagsforberedelsen led hele forretningsgruppen i betydelig grad under de interne stridigheder og banken truede med at smække kassen i, hvilket ville føre til hele gruppens konkurs.

Midt i forberedelsen af retssagen foreslog den ene part, at man søgte at bilægge striden ved mediation, så alle parter kunne komme hurtigere i mål og virksomhedsgruppen kunne reddes. Det tog to mediatorer, de mange stridende parter og deres advokater syv timer at medvirke til, at parterne indgik en aftale med hinanden, som for direktøren betød, at han blev købt ud uden at sætte penge til, medens de resterende investorer kunne meddele banken, at der nu var etableret i en ny og handlekraftig ledelse. Banken kvitterede med at holde kreditterne åbne, og virksomheden og dens mange arbejdspladser blev bevaret.

Retssagen blev hævet. Mediationsomkostningerne udgjorde en brøkdel af de omkostninger, som en fortsættelse af retssagen ville have udløst
0

Nyheder
Kim Egegaard har den 1. januar 2015 stiftet Dansk Erhvervs Mediation. Dansk Erhvervs Mediation tilbyder danske og udenlandske virksomheder hurtig bistand med sigte på varige og relationsbevarende løsninger på alle tvister af erhvervsmæssig natur.

Det være sig interne konflikter på direktionsgangen, konflikter mellem direktion og bestyrelse, konflikter mellem ledelse og medarbejdere eller mellem medarbejdere indbyrdes, eller eksterne konflikter mellem virksomheden og dens leverandører, kunder og/eller rådgivere.
0

Den 1. juli 2014 trådte en vigtig ændring af retsplejeloven i kraft. Ændringen betyder, at parter i civile retssager, som ikke energisk nok forsøger at forlige sig, kan straffes omkostningsmæssigt.

Der er således nu i retsplejeloven indført en § 336 a, som lyder:

“Parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige retsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg.”

Der er i loven ingen anvisning på, hvordan sådanne forligsmæssige bestræbelser kan eller skal gennemføres. Der er med andre ord frit valg. I forarbejderne til lovteksten peges imidlertid direkte på mediation, som et velegnet forhandlingsredskab.

Som bekendt byder mediation på de bedste løsninger, og da mediation samtidig er et både hurtigere og billigere alternativ til en almindelig rets- eller voldgiftssag, er der intet at betænke sig på. Opsøg en mediator så tidligt som muligt, når en konflikt er opstået.

Lovgiver har sikret sig, at det ikke er gratis at undlade at søge forlig. I § 318 i retsplejeloven er således indført et stk 2, som lyder: “Parter kan pålægges at bære de omkostninger, som de har forårsaget ved handlemåde, der er i strid med § 336 a.” Også i forarbejderne hertil nævnes mediation som en relevant metode til at opfylde forpligtelsen til at søge forlig.

Det kan med andre ord blive dyrt ikke at gå i dialog.
0

Nyheder
Normalt definerer vi på vore breddegrader mediation som en hurtig, direkte og effektiv forhandlingsproces, hvor konfliktparterne selv, men ved hjælp af en upartisk mediators bistand, finder en løsning på konflikten. Mediatoren inspirerer parterne til at beskrive konflikten, drøfte individuelle behov og at opstille løsningsmodeller. Har parterne ikke rådgiver med til mediationen, hjælper mediatoren endvidere med at formulere parternes forligsaftale.

Fordelene ved mediation er mange. Særligt er der grund til at fremhæve nogle enkelte forhold:

  • Mediation giver den bedste løsning på din konflikt. Det skyldes, at du selv spiller en aktiv rolle i konfliktløs-ningen, og ingen kan trække et resultat, som du ikke selv kan stå inde for ned over dit hoved. Du vil derfor i langt de fleste tilfælde opleve en langt større tilfredshed med en aftale opnået via mediation, end ved en afgørelse truffet af en domstol eller en voldgiftsret.
  • Mediation går hurtigt. Fra de konfliktsøgende har opsøgt en mediator til mediationen er tilendebragt behøver der ikke gå mere end en måned. Enhver kan forstå, hvor overlegent mediation også på dette punkt er i forhold til at vente i årevis på en afgørelse ved domstolene. Er der behov for en endnu hurtigere løsning, kan mediation endda fremskyndes yderligere.
  • Mediation kan bringes i anvendelse på et hvilket som helst tidspunkt i en konflikt, men også her gælder tesen om, at hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Parter, som hurtigt efter en konflikts opståen, beslutter sig for at søge mediation, opnår udover en bedre og hurtigere løsning, at konflikten løses på et så lavt konfliktniveau, at de meget ofte kan bevare deres samarbejde eller relation i øvrigt.

Hvad koster mediation ?
De fleste konflikter kan løses på en halv eller en hel dag. Enkelte kan tage kortere tid, andre kan tage flere dage. Typisk udgør mediators honorar kr. 8-10.000 kr. for en halv dag. Parterne deler honoraret, medmindre de aftaler andet. Med andre ord skal et økonomisk krav ikke være ret stort før bare renterne, der løber på i ventetiden på en afgørelse ved en domstol eller en voldgiftsret, langt overstiger mediators honorar. Når man i tilgift opnår en bedre og hurtigere løsning med mulighed for at bevare et godt forhold til hinanden, er der reelt ikke noget at betænke sig på.

Vil du vide mere ?
Du er velkommen til at kontakte mig for yderligere information. Jeg stiller gerne op i din virksomhed eller dit netværk med en præsentation, der varer en times tid inkl. spørgetid.
0

Nyheder
Domstolen i Haag har i en dugfrisk afgørelse besluttet at stille spørgsmål til EU-Domstolen i forbindelse med en langvarig konflikt mellem Christian Louboutin og en hollandsk konkurrent, Van Haren Schoenen B.V.

Problemet er, om de berømte og/eller berygtede røde såler på Christian Louboutins skyhøje stilletter kan udgøre et varemærke. EU-direktivet om varemærker indeholder en bestemmelse om, at tegn, som ude-lukkende består af udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi, ikke kan registreres som varemærke. Spørgsmålet er, om de kendte røde såler falder ind under denne bestemmelse.

Problemstillingen kompliceres af, at de forskellige sproglige versioner af direktivet tilsyne-ladende ikke er ens, så der kan være tvivl om fortolk-ningen. Det bliver spændende at se, hvad EU-Domstolen siger. Fortsættelse følger.
0

Nyheder
EU-varemærket er under reform. Kort før jul blev et nyt regelsæt godkendt af EU-Parlamentet, og det træder i kraft til marts måned for en stor dels vedkommende. De nye regler har betydning både for eksisterende EU-varemærker og for virksomheder, der ønsker at søge om EU-varemærkeregistrering.

Gebyrstrukturen er blevet revideret, så det nu bliver billigere at søge om EU-varemærkeregistrering i én klasse af varer eller tjenesteydelser, mens det bliver dyrere at søge i tre klasser. Der findes i alt 45 klasser af varer og tjenesteydelser. Hvis man står for at skulle søge om EU-registrering i tre klasser, kan det betale sig at skynde sig at indsende ansøgningen, inden de nye gebyrer bliver indført.

En anden ændring, der navnlig har betydning for eksisterende EU-varemærker, vedrører fortegnelsen over varer og tjenesteydelser. Alle varemærker registreres for bestemte varer og/eller tjenesteydelser, fx ”køretøjer”, ”beklædningsgenstande”, ”annoncevirksomhed”, ”restaurationsvirksomhed” osv. Tidligere har der været en praksis om, at man kunne registrere et EU-varemærke på en måde, så man fik alle varer eller tjenesteydelser i en given klasse med. Det kan man ikke længere.

Virksomheder, som i forvejen har EU-varemærker, bør gennemgå deres registreringer. Der er nemlig en over-gangsperiode, hvor man kan indgive en erklæring for EU-varemærker, der er berørt af ændringen, for at sikre, at fortegnelsen over varer og tjenesteydelser omfatter det, den skal. Gør man ikke noget, vil det pågældende EU-varemærke ikke længere omfatte alle varer eller tjenesteydelser i en klasse, men kun det, der specifikt er nævnt.

En mere synlig ændring er, at EU-varemærkemyndig-heden skifter navn fra det ikke særligt mundrette ”Office for Harmonization in the Internal Market (Trade Marks and Designs)”, med forkortelsen OHIM, til “European Union Intellectual Property Office”, forkortet EUIPO. Det nye navn er ganske vist lidt mere mundret. Til gengæld hævdes det af kritikere, at det er misvisende, fordi kontoret ikke beskæftiger sig med immaterielle rettig-heder generelt, men kun nogle enkelte typer af rettig-heder.

Reformen indeholder en række andre ændringer, som har til formål at bringe reglerne for varemærker i takt med tiden.
0

Nyheder
Højesteret har for nylig fastslået, at anvendelse af anbefalet brev ikke i sig selv udgør tilstrækkeligt bevis for, at brevet er kommet frem til modtageren.

Spørgsmålet opstod da fogedretten skulle behandle en borgers indsigelser imod 2 parkeringsafgifter, han var blevet opkrævet af Københavns Kommune, Center for Parkering.

Fogedretten havde forgæves forsøgt, at indkalde borgeren til møder i fogedretten. Fogedretten valgte derfor at indkalde ham til et retsmøde den 19. marts 2014 ved anbefalet brev. Det lykkedes imidlertid ikke postvæsnet at aflevere det anbefalede brev til borgeren, ligesom borgeren ej heller afhentede brevet på posthuset efterfølgende. Det anbefalede brev blev derfor returneret til fogedretten.

Efter fogedretsmødet den 19. marts 2014 fremsendte fogedretten en retsbogsudskrift til borgeren, hvoraf fremgik, at han på trods af behørig indkaldelse var udeblevet fra retsmødet, og at han derfor havde ”tabt” sagen.

Højesteret indledte med at fastslå, at en parts manglende fremmøde til et retsmøde, kun kan tillægges udeblivelsesvirkning, hvis den pågældende har været lovligt indkaldt. Højesteret udtalte herefter, at når indkaldelsen til et retsmøde sker ved anbefalet brev, er indkaldelsen kun lovlig, hvis brevet et ”kommet frem” til modtageren.

Højesteret fandt det ikke bevist, at brevet var kommet frem til borgeren, når det anbefalede brev hverken var blevet udleveret eller afhentet på posthuset. Højesteret afviste ligeledes, at en meddelelse fra posthuset om, at et anbefalet brev fra en domstol lå til afhentning kunne indebære, at en borger var lovligt indkaldt til retsmødet.

Kendelsen har blandt andet betydning for virksomheder, der sender vigtige meddelelser og som senere skal kunne dokumentere, at disse er kommet frem til modtagerne.

Dette gælder blandt andet i personalesager og i lejesager. Det anbefales derfor, at breve i stedet sendes med en såkaldt Afleveringsattest. Afleveringsattesten får afsenderen retur med postvæsnets kvittering for, at brevet er blevet afleveret på adressen.
0

Nyheder
Den 1. januar 2014 trådte der nye regler i kraft, der introducerede den såkaldte konkurskarantæne. Reglerne indebærer, at en person der er gået konkurs med et selskab eller er involveret i en selskabslikvidation, kan få forbud i en periode mod at deltage i ledelsen af – først og fremmest – aktie- og anpartsselskaber.

En sag om konkurskarantæne iværksættes af kurator eller rekonstruktør, og idømmelsen af en konkurskarantæne kræver, at retten finder, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Til trods for at reglerne er forholdsvist nye, er der allerede blevet idømt en hel del konkurskarantæner. Tendensen er, at det især er i forhold til bogføring i strid med bogføringsloven, sammenblanding af selskabets økonomi med privatøkonomien og forkert eller manglende indberetning og afregning af moms og A-skat, der giver anledning til en konkurskarantæne. Andre forhold der er blevet lagt vægt på omfatter bl.a. manglende medvirken til sagens oplysning ved konkursbehandlingen, da kurator i den pågældende sag ikke kunne komme i kontakt med den tidligere direktør.

Som et konkret eksempel kan nævnes Sø-og Handelsrettens kendelse af 12. marts 2015 (SH 15B-0057-14), hvor en tidligere direktør blev pålagt en konkurskarantæne på 3 år. I den nævnte sag var der i én periode ikke bogført, og i en anden periode fandtes bogføringen ikke tilstrækkelig, da registreringer viste en omsætning på kr. 31.400, selvom udleverede regnskabsbilag viste en omsætning på kr. 1.681.000 for samme periode. Selskabet havde – til trods for en betydelig momspligtig omsætning i denne periode – hverken foretaget angivelser eller indbetaling af moms. Der var derudover ikke angivet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag til SKAT i en periode, hvor der var udbetalt a conto lønninger til flere ansatte. Endelig var der på et af selskabets bankkonti sket en sammenblanding mellem selskabets og den tidligere direktørs privatøkonomi. Ved at have anvendt en betydelig andel af selskabets midler til at dække den pågældendes private udgifter, blev det lagt til grund, at der var stiftet et ulovligt anpartshaverlån.

Sammenfattende kan det siges, at kuratorer og rekonstruktører har medvirket til at der er blevet rejst en hel del sager om konkurskarantæne, og at domstolene – i hvert fald indtil videre – ikke har været tilbageholdende med at idømme konkurskarantæner. Direktører bør derfor gøre meget ud af at sikre sig, at bogføring osv. er i orden inden de “afleverer” et selskab til konkursbehandling i skifterette
0

Nyheder
I en nyligt afsagt dom fra Vestre Landsret, faldt en strid om bortvisning af en medarbejder på grund af privat internetforbrug i arbejdstiden ud til delvis fordel for medarbejderen.

Arbejdsgiveren, Vestas Blades A/S, bortviste i 2012 en medarbejder, da han på en vagt havde brugt omkring 2 timer på internettet med privat formål. Tiden var bl.a. brugt på at opdatere en Facebook-status. Bortvisning er den hårdeste ”straf” en medarbejder kan få, og kræver at medarbejderen væsentligt har misligholdt ansættelsesaftalen. Bortvisningen medfører øjeblikkeligt ophør af ansættelsesaftalen og medarbejderens krav på løn.

I sagen var Vestas ”kun” berettiget til at opsige (“fyre”) medarbejderen, og måtte som følge heraf betale medarbejderens lønkrav i opsigelsesperioden. Ifølge Vestas personalehåndbog var privat internetbrug kun tilladt i det omfang ”det ikke havde indflydelse på medarbejderens effektivitet, kun skete lejlighedsvist og kun i en meget begrænset periode tidsmæssigt”.

Landsretten afviste, at der var grundlag for bortvisning. I dommen blev der bl.a. lagt vægt på, at Vestas ikke havde regler for hvilke konsekvenser privat ”overforbrug” af internettet havde, og at den pågældende medarbejder ikke forud for bortvisningen havde modtaget påtale eller advarsel.

Landsretten afviste ikke, at medarbejderen havde overtrådt Vestas regler om privat internetbrug, men anførte, at brugen havde et begrænset omfang og ikke stod i rimeligt forhold til bortvisningen. Det må antages at være en kendsgerning, at privat internetbrug i arbejdstiden bliver mere og mere almindeligt.

Denne sag vidner om, at det er vigtigt som virksomhed at have klare regler om medarbejderenes facebookbrug, herunder at man gør det klart, i hvilket omfang man tillader det og hvilke konsekvenser det vil få.
0

Nyheder
Højesteret har for nylig blåstemplet arbejdsgiverens ret til at kigge i sine medarbejderes mails uden forudgående tilladelse.

Sagen opstod da medicinalvirksomheden, Santaris Pharma, foretog en gennemgang af en medarbejders mailkorrespondance med sin samlever.

Virksomhedens gennemgang af korrespondancen havde afsæt i en mistanke om, at den ansatte havde videregivet fortrolige oplysninger om virksomhedens produkter. Samleveren – der var beskæftiget på samme felt – var mistænkt for at have udviklet sit eget konkurrerende produkt på baggrund af oplysningerne.

Virksomhedens medarbejder påstod, at hun havde krav på erstatning efter erstatningsansvarslovens regler, fordi virksomheden havde krænket hendes privatliv ved uberettiget, at have foretaget en gennemgang af hendes private mail-udveksling.

Højesteret henviste i sin afgørelse til parternes ansættelsesaftale, hvorefter mailkorrespondance via virksomhedens systemer skulle betragtes som tilhørende virksomheden, og som virksomheden derfor havde ret til at gøre sig bekendt med. I følge ansættelsesaftalen burde medarbejderen derfor markere en eventuel privat korrespondance, idet virksomheden alene havde begrænset adgang til at gøre sig bekendt med mails, der var markeret på denne måde.

Højesteret lagde vægt på at gennemgangen af mailkorrespondancen var foretaget på baggrund af en mistanke om læk af fortrolige oplysninger. Højesteret fastslog desuden, at virksomheden ikke havde søgt i og gennemlæst meddelelser af privat karakter i videre omfang end hvad der var nødvendigt for undersøgelsen af, om medarbejderen havde lækket de omhandlende oplysninger.

Højesteret fandt på denne baggrund ikke, at virksomheden havde krænket medarbejderens privatliv i en sådan grad, at det kunne begrunde et krav på godtgørelse. Det er derfor vigtigt at virksomheder tænker sig om, når de laver ansættelsesaftaler og formulerer e-mailpolitik.
0