Your address will show here +12 34 56 78
Nyheder
Fra Erhvervsstyrelsen:
Ejerforholdene for de danske selskaber skal nu registreres i et online ejerregister. Det betyder, at alle eksisterende og nye A/S, ApS, IVS og P/S er forpligtede til at registrere deres ejere i Ejerregistret, hvis nogle af disse ejer fem pct. eller mere af selskabet. Registrering bør ske snarest og inden den 15. juni 2015, hvor Ejerregisteret åbner for offentligheden.

Selskabets ansvar at registrere ejerforhold Det er selskabets ansvar, at registreringerne foretages og følges op ved ændringer. For flertallet af de danske selskaber med en eller få ejere, skal registreringen dog kun gennemføres en enkelt eller et par gange i løbet af selskabets levetid. Selskaberne kan vælge selv at foretage registreringerne eller hente bistand hos selskabets rådgivere som f.eks. advokat eller revisor. Ejerregistret giver øget gennemsigtighed Oprettelsen af Ejerregistret er en del af den selskabslov, der blev vedtaget i maj 2009.

Formålet er at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed omkring ejerforholdene i danske selskaber.
0

Nyheder
Inden d. 1 december 2017, skal du have registreret alle reelle ejere af din virksomhed. Det nye register blev oprettet d. 23 maj i år af Erhvervsstyrelsen, og virksomhederne har nu fået frist til indtil sidst på året til at få styr på det.Registreringen gælder stort set alle virksomheder undtagen form, men undtaget er filialer, enkeltmandsvirksomheder, medarbejderinvesteringsselskaber og børsnoterede virksomheder. Man registrerer via Virk Indberet.

HVORFOR ENDNU ET REGISTER?
I december 2014 blev det gjort lovpligtigt at for diverse virksomheder at skulle angive deres legale ejere i et register. Legale ejere vil sige ejere, der ejer 5% eller mere af selskabet. Pr. 1 januar i år blev det nu, via en ændring i selskabsloven, gjort muligt for Erhvervsstyrelsen at tvangsopløse virksomheder, der ikke registrerer de legale ejere. Nu er det så blevet udvidet til, at også de reelle ejere af virksomheden skal registreres.

HVORNÅR ER MAN REEL EJER?
En reel ejer af en virksomhed, vil sige en person, der ejer mere end en 25%’s andel af virksomheden eller stemmerettigheder i virksomheden. Reelt ejerskab kan også betyde, at man fx har indgået en aftale om udpegningsret. Den vigtigste faktor, der afgør om vedkommende har reelt ejerskab i en virksomhed, er, om vedkommende udøver en væsentlig kontrol i virksomheden. Hvis en juridisk person (et selskab) står bag virksomheden, er det den eller de personer, som står bag holdningsselskabet, der vil være de reelle ejere. Findes der ingen fysiske personer, der direkte eller indirekte kontrollere virksomheden, er det den daglige ledelse, der skal registreres i det nye register.
0

Nyheder
I en ny dom fra den 21. oktober 2015 fastslog Højesteret, at ejeren af en Ferrari Enzo var forpligtiget til at betale en registreringsafgift på kr. 6.389.887,00 uanset bilen alene havde været benyttet 3 gange på offentlig vej i forbindelse med kørsel til og fra events. Kørslen foregik på prøveplader.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om ejeren havde benyttet sin Ferrari i et sådan omfang at registreringspligten var indtrådt. Bilejeren drev et firma, der – angiveligt – beskæftigede sig med reparationer og udlejning af Ferrarier, herunder til events og udstilling. Derfor havde man fået faste prøveskilte udleveret. Retten var dog ikke enig i realiteterne bag firmaets aktiviteter. Firmaet havde forinden været et VVS firma.

I 2004 fik man leveret en Ferrari Enzo. Bilejeren lod bilen indregistrere i Tyskland, hvilket – ifølge hans forklaring – skyldtes at det ikke havde været muligt for hans forsikringsagent at skaffe en forsikring til den i Danmark. I 2005 blev bilen i 3 tilfælde benyttet til kørsel på almindelig vej i forbindelse med kørsel til og fra events. Bilejeren gjorde blandt andet gældende, at samtlige 3 kørsler havde været i erhvervsmæssigt øjemed og at kørslernes omfang faldt under bagatelgrænsen, hvorfor denne ikke burde medføre indregistreringspligt. Bilejeren bemærkede desuden, at det på grund af bilens størrelse og karakter ikke var fysisk muligt at transportere den på andre måder, i det frihøjden på bilen var så lav, at den ikke kunne køre op på en ladvogn eller anden form for transportkøretøj, ligesom bilen var for bred til at kunne blive transporteret i de fleste køretøjer.

Højesteret fastslog imidlertid, at de 3 kørslers formål og omfang ikke havde en sådan bagatelagtigt karakter, at bilejeren kunne fritages for at betale registreringsafgift. Dommen viser, at inden for skat er det en virkelig dårlig ide, at satse på tilgivelse i stedet for tilladelse. Man skal ikke forlade sig på fornemmelser og ”går den så går den”, men søge rådgivning i tide.
0

Nyheder
En ny dom fra Sø- og Handelsretten:

Dommen fra den 7. januar 2014 omhandler skadeservicevirksomhederne SSG og ISS. I forbindelse med udvidelse af virksomheden hvervede SGG 30 ledende medarbejdere hos konkurrenten ISS. SGG blev hjulpet hertil af en fungerende regionsdirektør i ISS, som det var aftalt efterfølgende skulle tage skifte til SGG. Sø- og Handelsretten slog fast, at rekrutteringen af de 30 medarbejdere var en grov overtrædelse af markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik og erhvervshemmeligheder, og at SGG derfor skulle betale erstatning til ISS.

ISS nedlagde påstand om en erstatning på 74 mio. kr., baseret på en opgørelse af virksomhedens mistede fortjeneste som følge af SSG’s adfærd. Retten fandt dog, at ISS i flere henseender selv kunne have begrænset sit tab, hvorfor erstatningen blev fastsat til 15 mio. kr. Udover et erstatningskrav hos SGG slog retten fast, at den tidligere regionsdirektør hos ISS, som havde assisteret SSG, havde tilsidesat sin loyalitetspligt over for ISS.
Imidlertid skete den selv illoyale adfærd helt overvejende i SGG’s interesse, og den tidligere regionsdirektør skulle derfor ikke selv betale erstatning.

Afgørelsen viser, at de lidt ”bløde” formuleringer i markedsføringsloven godt kan bide fra sig, og at man som virksomhed skal tænke sig godt om inden man udfordrer grænserne.
0

Nyheder
Højesteret har for nylig fastslået, at anvendelse af anbefalet brev ikke i sig selv udgør tilstrækkeligt bevis for, at brevet er kommet frem til modtageren.

Spørgsmålet opstod da fogedretten skulle behandle en borgers indsigelser imod 2 parkeringsafgifter, han var blevet opkrævet af Københavns Kommune, Center for Parkering.

Fogedretten havde forgæves forsøgt, at indkalde borgeren til møder i fogedretten. Fogedretten valgte derfor at indkalde ham til et retsmøde den 19. marts 2014 ved anbefalet brev. Det lykkedes imidlertid ikke postvæsnet at aflevere det anbefalede brev til borgeren, ligesom borgeren ej heller afhentede brevet på posthuset efterfølgende. Det anbefalede brev blev derfor returneret til fogedretten.

Efter fogedretsmødet den 19. marts 2014 fremsendte fogedretten en retsbogsudskrift til borgeren, hvoraf fremgik, at han på trods af behørig indkaldelse var udeblevet fra retsmødet, og at han derfor havde ”tabt” sagen.

Højesteret indledte med at fastslå, at en parts manglende fremmøde til et retsmøde, kun kan tillægges udeblivelsesvirkning, hvis den pågældende har været lovligt indkaldt. Højesteret udtalte herefter, at når indkaldelsen til et retsmøde sker ved anbefalet brev, er indkaldelsen kun lovlig, hvis brevet et ”kommet frem” til modtageren.

Højesteret fandt det ikke bevist, at brevet var kommet frem til borgeren, når det anbefalede brev hverken var blevet udleveret eller afhentet på posthuset. Højesteret afviste ligeledes, at en meddelelse fra posthuset om, at et anbefalet brev fra en domstol lå til afhentning kunne indebære, at en borger var lovligt indkaldt til retsmødet.

Kendelsen har blandt andet betydning for virksomheder, der sender vigtige meddelelser og som senere skal kunne dokumentere, at disse er kommet frem til modtagerne.

Dette gælder blandt andet i personalesager og i lejesager. Det anbefales derfor, at breve i stedet sendes med en såkaldt Afleveringsattest. Afleveringsattesten får afsenderen retur med postvæsnets kvittering for, at brevet er blevet afleveret på adressen.
0

Nyheder
Den 1. januar 2014 trådte der nye regler i kraft, der introducerede den såkaldte konkurskarantæne. Reglerne indebærer, at en person der er gået konkurs med et selskab eller er involveret i en selskabslikvidation, kan få forbud i en periode mod at deltage i ledelsen af – først og fremmest – aktie- og anpartsselskaber.

En sag om konkurskarantæne iværksættes af kurator eller rekonstruktør, og idømmelsen af en konkurskarantæne kræver, at retten finder, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Til trods for at reglerne er forholdsvist nye, er der allerede blevet idømt en hel del konkurskarantæner. Tendensen er, at det især er i forhold til bogføring i strid med bogføringsloven, sammenblanding af selskabets økonomi med privatøkonomien og forkert eller manglende indberetning og afregning af moms og A-skat, der giver anledning til en konkurskarantæne. Andre forhold der er blevet lagt vægt på omfatter bl.a. manglende medvirken til sagens oplysning ved konkursbehandlingen, da kurator i den pågældende sag ikke kunne komme i kontakt med den tidligere direktør.

Som et konkret eksempel kan nævnes Sø-og Handelsrettens kendelse af 12. marts 2015 (SH 15B-0057-14), hvor en tidligere direktør blev pålagt en konkurskarantæne på 3 år. I den nævnte sag var der i én periode ikke bogført, og i en anden periode fandtes bogføringen ikke tilstrækkelig, da registreringer viste en omsætning på kr. 31.400, selvom udleverede regnskabsbilag viste en omsætning på kr. 1.681.000 for samme periode. Selskabet havde – til trods for en betydelig momspligtig omsætning i denne periode – hverken foretaget angivelser eller indbetaling af moms. Der var derudover ikke angivet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag til SKAT i en periode, hvor der var udbetalt a conto lønninger til flere ansatte. Endelig var der på et af selskabets bankkonti sket en sammenblanding mellem selskabets og den tidligere direktørs privatøkonomi. Ved at have anvendt en betydelig andel af selskabets midler til at dække den pågældendes private udgifter, blev det lagt til grund, at der var stiftet et ulovligt anpartshaverlån.

Sammenfattende kan det siges, at kuratorer og rekonstruktører har medvirket til at der er blevet rejst en hel del sager om konkurskarantæne, og at domstolene – i hvert fald indtil videre – ikke har været tilbageholdende med at idømme konkurskarantæner. Direktører bør derfor gøre meget ud af at sikre sig, at bogføring osv. er i orden inden de “afleverer” et selskab til konkursbehandling i skifterette
0

Nyheder
I en nyligt afsagt dom fra Vestre Landsret, faldt en strid om bortvisning af en medarbejder på grund af privat internetforbrug i arbejdstiden ud til delvis fordel for medarbejderen.

Arbejdsgiveren, Vestas Blades A/S, bortviste i 2012 en medarbejder, da han på en vagt havde brugt omkring 2 timer på internettet med privat formål. Tiden var bl.a. brugt på at opdatere en Facebook-status. Bortvisning er den hårdeste ”straf” en medarbejder kan få, og kræver at medarbejderen væsentligt har misligholdt ansættelsesaftalen. Bortvisningen medfører øjeblikkeligt ophør af ansættelsesaftalen og medarbejderens krav på løn.

I sagen var Vestas ”kun” berettiget til at opsige (“fyre”) medarbejderen, og måtte som følge heraf betale medarbejderens lønkrav i opsigelsesperioden. Ifølge Vestas personalehåndbog var privat internetbrug kun tilladt i det omfang ”det ikke havde indflydelse på medarbejderens effektivitet, kun skete lejlighedsvist og kun i en meget begrænset periode tidsmæssigt”.

Landsretten afviste, at der var grundlag for bortvisning. I dommen blev der bl.a. lagt vægt på, at Vestas ikke havde regler for hvilke konsekvenser privat ”overforbrug” af internettet havde, og at den pågældende medarbejder ikke forud for bortvisningen havde modtaget påtale eller advarsel.

Landsretten afviste ikke, at medarbejderen havde overtrådt Vestas regler om privat internetbrug, men anførte, at brugen havde et begrænset omfang og ikke stod i rimeligt forhold til bortvisningen. Det må antages at være en kendsgerning, at privat internetbrug i arbejdstiden bliver mere og mere almindeligt.

Denne sag vidner om, at det er vigtigt som virksomhed at have klare regler om medarbejderenes facebookbrug, herunder at man gør det klart, i hvilket omfang man tillader det og hvilke konsekvenser det vil få.
0

Nyheder
Højesteret har for nylig blåstemplet arbejdsgiverens ret til at kigge i sine medarbejderes mails uden forudgående tilladelse.

Sagen opstod da medicinalvirksomheden, Santaris Pharma, foretog en gennemgang af en medarbejders mailkorrespondance med sin samlever.

Virksomhedens gennemgang af korrespondancen havde afsæt i en mistanke om, at den ansatte havde videregivet fortrolige oplysninger om virksomhedens produkter. Samleveren – der var beskæftiget på samme felt – var mistænkt for at have udviklet sit eget konkurrerende produkt på baggrund af oplysningerne.

Virksomhedens medarbejder påstod, at hun havde krav på erstatning efter erstatningsansvarslovens regler, fordi virksomheden havde krænket hendes privatliv ved uberettiget, at have foretaget en gennemgang af hendes private mail-udveksling.

Højesteret henviste i sin afgørelse til parternes ansættelsesaftale, hvorefter mailkorrespondance via virksomhedens systemer skulle betragtes som tilhørende virksomheden, og som virksomheden derfor havde ret til at gøre sig bekendt med. I følge ansættelsesaftalen burde medarbejderen derfor markere en eventuel privat korrespondance, idet virksomheden alene havde begrænset adgang til at gøre sig bekendt med mails, der var markeret på denne måde.

Højesteret lagde vægt på at gennemgangen af mailkorrespondancen var foretaget på baggrund af en mistanke om læk af fortrolige oplysninger. Højesteret fastslog desuden, at virksomheden ikke havde søgt i og gennemlæst meddelelser af privat karakter i videre omfang end hvad der var nødvendigt for undersøgelsen af, om medarbejderen havde lækket de omhandlende oplysninger.

Højesteret fandt på denne baggrund ikke, at virksomheden havde krænket medarbejderens privatliv i en sådan grad, at det kunne begrunde et krav på godtgørelse. Det er derfor vigtigt at virksomheder tænker sig om, når de laver ansættelsesaftaler og formulerer e-mailpolitik.
0

Nyheder
I en nyligt offentliggjort kendelse af 27. maj 2014, slog Østre Landsret fast, at en kreditor til et kommanditselskab godt kan få udlæg (tage pant) i kommanditisters ikke-indbetalte kapital.

I den pågældende sag ønskede en kreditor til et kommanditselskab at få udlæg i en række kommanditisters udestående kapital.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om den udestående kapital var beskyttet mod udlæg fra kapitalselskabets kreditorer. Udgangspunktet efter retsplejelovens § 508 er, at man kan foretage udlæg i skyldners fordringer på tredjemand.

Kommanditselskabets påstand var, at kommanditisters ikke-indbetalte kapital er en undtagelse hertil, med henvisning til princippet i selskabslovens 33, stk. 3. Selskabslovens § 33, stk. 3 afskærer kapitalselskaber fra at pantsætte eller afhænde fordringer på indbetalinger af kapital. Reglen beskytter kapitaltegneren, idet den sikrer, at man ikke er forpligtet til at indbetale kapital til en tredjemand der måtte overtage retten til kapitalen, og som ikke har nogen indflydelse på, om selskabet rent faktisk udleverer den kapitalandel som man modsvarende har krav på.

Kommanditselskabets håb var, at bestemmelsen kunne fortolkes udvidende til ligeledes at afskære et kommanditselskabs kreditorer fra at få udlæg i fordringer på kapitalindskud. Landsretten afviste dette argument, og afviste i øvrigt at andre selskabsretlige principper kunne begrunde udlægsbeskyttelse.

Retsstillingen er herefter, at en kreditor til et kommanditselskab godt kan foretage udlæg i selskabets fordringer på kapitalindskud.

Et særskilt spørgsmål i sagen var, hvorvidt en kreditor til kommanditselskabet kan foretage udlæg i fordringer på forfaldent kapitalindskud såvel som ikke-forfaldent kapitalindskud. Landsretten afviste endvidere, at der skulle gælde en særlig udlægsbeskyttelse for ikke-forfaldent kapitalindskud, idet disse blot må betragtes som betingede fordringer, som i kan aktualiseres (dvs. gøres forfalden) af det pågældende selskab.

Landsrettens kendelse betyder, at man ikke kan bruge selskabsretten til at afskære kreditorer til et kommanditselskab fra at få udlæg i udestående kapital. Resultatet er et udtryk for, at hensynet til kapitaltegneren ikke vejer højere end hensynet til at kreditorerne til at kommanditselskaber kan sikre deres krav ved udlæg.
0

Nyheder
Ny retspraksis slår fast, at der godt kan foretages udlæg i en Iphone 5.
Hvis en skyldner ikke betaler, har kreditor mulighed for at få fogedrettens hjælp til at opkræve beløbet. Dette kan bl.a. ske ved, at der gives udlæg i skyldnerens aktiver, hvorefter kreditor kan kræve aktivet solgt på auktion for at få sine penge. Udgangspunktet er, at der kan foretages udlæg i alle skyldnerens aktiver.

Efter det såkaldte ”trangsbeneficium” i retsplejelovens § 509, stk. 1, kan der dog ikke foretages udlæg i aktiver, som er nødvendige for skyldneren til at opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod. Aktiver omfattet af trangsbeneficiet skal altså både være nødvendige og beskedne. Som eksempel herpå anses et fjernsyn som udgangspunkt for omfattet af trangsbeneficiet som nødvendig. Hvis der er tale om et meget dyrt fjernsyn falder det dog udenfor trangsbeneficiet, da kravet om beskedenhed ikke er opfyldt.

Retspraksis om trangsbeneficiet har udviklet sig meget dynamisk gennem tiden i takt med at opfattelsen af hvad et beskedent hjem og en beskeden levefod har ændret sig.

I 2014 er der afsagt 2 domme af henholdsvis Østre- og Venstre Landsret angående om en Iphone 5 er omfattet tvangsbeneficiet. I den ene sag bestemte fogedretten i Svendborg oprindeligt, at en Iphone 5 er omfattet trangsbeneficiet. Dette begrundede fogedretten med, at en smartphone ofte er den eneste praktisk anvendelige mulighed en person har for at kontakte omverdenen, herunder offentlige myndigheder, som i stigende grad kun kan kontaktes digitalt.

Fogedrettens argument blev dog afvist af landsretten, og i begge sager blev det endelige resultatet, at der godt kunne foretages udlæg i telefonerne.
0