Nyheder

Har du betalt for meget i ejendomsskat?

SKAT har i flere tusind sager sat den offentlige vurdering af danskernes ejendomme for højt, hvilket har resulteret i, at mange boligejere har betalt for meget i ejendomsskat. Vurderingsfejlen vedrører især den såkaldte grundskyld, der betales til kommunen og er en beskatning af boligejerens grund uden bolig. For at konstatere om der er betalt for meget i ejendomsskat skal grundværdien og grundskatteloftsværdien, som fremgår af ejendomsskattebilletten, undersøges. I fald grundværdien og grundskatteloftsværdien ikke svare til grundens egentlige værdi, er der en risiko for, at der er betalt for meget i ejendomsskat. Klagefristen vedrørende ejendomsvurderinger er som udgangspunkt overskredet. Der er dog på nuværende tidspunkt et lovforslag til behandling i folketinget, der vil kompensere boligejerne for fejlen ved, at ejendomsvurderingen i 2013 fastsættes ud fra 2011 vurderingen og herefter nedsættes med 2,5%.

Author


Jens Bang Liebst

Jens Bang Liebst rådgiver hovedsageligt mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder indenfor hele det erhvervsretlige område.