Nyheder

Har du også modtaget en “Decision” fra EUIPO?

Har du et EU-varemærke, bør du være ekstra opmærksom, hvis du modtager en afgørelse “Decision”, der fremstår som et officielt dokument fra EU-myndigheden, EUIPO. Se billede ovenfor. Der florerer nemlig for tiden et grimt svindelnummer, hvor kriminelle har kopieret EUIPO’s officielle logo, navn og brevhoved, der bruges til udsendelse af opkrævninger af store beløb, angiveligt for registrering af EU-varemærker efter udløb af indsigelsesperioden.

Brevene sendes fra Madrid i Spanien, men den bankkonto, som beløbet kræves overført til, er polsk med et PL IBAN prefix.

EUIPO har meldt sagen til politiet i Polen, og efterforskning er i gang.

Disse forfalskede opkrævninger overgår alle hidtidige eksempler i grovhed, og de bliver sendt direkte til virksomhederne uden om advokater og repræsentanter.

Hvis I modtager en sådan opkrævning, så smid den væk uden at svare. Lad endelig være med at betale. Gebyrer for EU-varemærker betales ved indlevering af ansøgning, og der ikke betales noget på registreringstidspunktet. EUIPO udsender i øvrigt slet ikke gebyropkrævninger.

Regn med, at alle opkrævninger vedrørende jeres varemærker, der ikke kommer direkte fra jeres advokat eller repræsentant, er svindel.

Author


Lisbet Andersen

Lisbet Andersen arbejder med immaterialret og markedsføringsret - især branding og alle aspekter af varemærkeret.