Nyheder

Slut med kopimøbler fra England

I Danmark er designermøbler og andre værker af brugskunst beskyttet af ophavsret, indtil der er gået 70 år efter designerens død. Storbritannien har i mange år haft en særlig regel, som har gjort det muligt at sælge kopier af designermøbler, lamper osv. efter 25 år, hvis der er fremstillet mere end 50 eksemplarer af originalproduktet. Dette har selvfølgelig været til stor ærgrelse for dem, der har rettighederne til de danske møbelklassikere. En afgørelse fra EU-domstolen har betydet, at den britiske særregel ikke længere kunne opretholdes. Reglen blev fjernet, og der blev i første omgang fastsat en overgangsperiode frem til 2020, hvor kopiprodukterne fortsat måtte sælges i Storbritannien af hensyn til de virksomheder, der lever af dette. Efterfølgende blev lovgivningsprocessen imidlertid genoptaget og overgangsperioden forkortet. Overgangsperioden er udløbet den 28. januar 2017. Herefter er det ikke tilladt at sælge kopiprodukterne. Britiske virksomheder, der ligger inde med et restlager af kopier af ikoniske designs, har pligt til at destruere kopierne, med mindre de kan opnå en aftale med den, der har rettighederne. Dette gælder dog ikke for kopimøbler osv., der allerede er i brug som inventar, da der er gjort en undtagelse for dem. Især med den stigende internethandel over landegrænser er det rart, at dette hul i lovgivningen nu er blevet lukket. Desværre skal kopiprodukterne nok finde andre veje, så længe der er en efterspørgsel efter billige kopier af designklassikere.

Author


Lisbet Andersen

Lisbet Andersen arbejder med immaterialret og markedsføringsret - især branding og alle aspekter af varemærkeret.