Genboen afspærrer - Retten nedlagde forbud

Som udgangspunkt kan en part først få retten til at bistå med tvangsfuldbyrdelse, når der er afsagt dom eller indgået forlig. Men det er alligevel, i visse situationer, muligt for en part på forhånd at få retsvæsenet til at bistå med gennemtvingelse af en ret.

Retten kan således efter anmodning fra en part træffe midlertidige afgørelser, hvorefter der nedlægges forbud eller meddeles påbud om, at en modpart skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger. Sager om sådanne anmodninger kaldes forbudssager henholdsvis påbudssager.

Forbud eller påbud kan meddeles, hvis den part, der anmoder herom, godtgør eller sandsynliggør, 1) at parten har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet eller påbuddet, 2) at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud eller påbud, og 3) at partens mulighed for at opnå sin ret forspildes, hvis parten henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse.

‍

Herudover gælder der en sædvanlig regel om proportionalitet, herunder at forbud/påbud ikke må stå i åbenbart misforhold til partens interesse heri.

Såfremt modparten overtræder eller tilsidesætter et retligt forbud eller påbud, kan det udgøre en strafferetlig sanktion. Herudover kan modparten pålægges at betale erstatning.

Hvis det modsat efterfølgende viser sig, at der ikke var grundlag for forbuddet/påbuddet, skal parten betale erstatning for tab og godtgørelse for tort til modparten.

Som det kan udledes, er ovennævnte retsmiddel, noget der relativt undtagelsesvist bringes i anvendelse. Uanset dette har jeg for nyligt ført en sag, hvor en strid angående en færdselsret hen over en beboelsesejendom gav anledning til at anlægge en forbudssag.

‍

Sagens nærmere omstændigheder er som følger:

Modpartens ejendom lå i første række til vandet. Jeg repræsenterede ejerne af tre ejendomme, der lå bag modpartens ejendom.

I 1960’erne blev der på modpartens ejendom tinglyst en deklaration, hvori står, at der på modpartens ejendom skal udlægges et stiareal i 4 meters bredde som adgang til stranden for daværende og senere ejere af mine klienters ejendomme.

Fra 2012 og opstod der strid om eksistensen af færdselsretten. Modparten samt tidligere ejer af modpartens ejendom forsøgte på forskellig vis at begrænse mine klienters adgang. Blandt andet plantede modparten en bøgebæk i stiarealet og opsatte trådhegn.

I 2017 udtog mine klienters daværende advokat stævning modmodparten med påstand om, at modparten skulle respektere færdselsretten og genetablere stiarealet. Med bistand fra retten blev der gennemført retsmægling, der resulterede i et retsforlig, som blev indført i retsbogen og tinglyst.

Forliget indeholdt blandt andet bestemmelse om, at modparten skulle flytte bøgehækken, og i øvrigt give mine klienter ret til uhindret færdsel på stiarealet.

Desværre nægtede modparten at opfylde forliget, medmindre mine klienter accepterede modpartens nye tillægsbetingelser herfor. Detteønskede mine klienter ikke, idet de allerede ved forliget mente at være kommet modparten i møde.

Jeg overtog sagen og primo 2019 indbragte jeg på vegne af mineklienter sagen for fogedretten. Der blev afholdt fogedretsmøde, hvor sagen blev procederet. Modparten flyttede herefter hækken i overensstemmelse med det oprindelige forlig, indgået 15 måneder forinden.

Ved mail fra oktober 2019 meddelte modparten, at han nu var færdig med at flytte hækken. I mailen anførte modparten, at mine klienter alene skulle betale ejendomsskat angående færdselsarealet fra oktober 2019, og altså ikke for den tidligere periode, hvor mine klienter ikke havde haft adgang til stiarealet. Efter min opfattelse, var dette juridisk korrekt, idet modparten ikke før dette tidspunkt, havde givet mine klienter ret til uhindret færdsel i overensstemmelse med det indgåede retsforlig.

‍

I januar 2020 fremsendte modparten imidlertid opkrævning af skat for hele 2019. Dette afviste mine klienter at betale, da der også blev opkrævet for perioden før oktober 2019.

Modparten afspærrede herefter stiadgangen. Modparten sendte i øvrigt mail om, at mine klienter – efter modpartens opfattelse - ingen adgang havde førend de har betalt, hvad modparten mente de skyldte.

Modparten åbnede og lukkede efterfølgende stiadgangen flere gange. I maj 2020 konstaterede mine klienter, at sti adgangen igen var blevet afspærret.

Herefter fandt jeg det nødvendigt og hensigtsmæssigt at tage ovennævnte retsmiddel i brug. Jeg indgav følgelig begæring til retten om, at der skulle nedlægges forbud mod modpartens afspærring af stiarealet.

Modparten modsatte sig begæringen og gjorde under forbudssagen gældende, at han havde ret til at afspærre stien, indtil mine klienter havde betalt det omtvistede beløb angående ejendomsskat.

I overensstemmelse med mine klienters påstand, afsagde Retten i september 2020 kendelse om, at det forbydes modparten at afspærre stiarealet, således at mine klienter kunne udøve deres færdselsret.

‍

Som allerede oplyst ovenfor, er en kendelse om forbud en ”midlertidig afgørelse”. Det betyder, at den krænkede part, inden 2 uger efter, at afgørelsen om at meddele forbud eller påbud er endelig, skal anlægge eller indlede en egentlig retssag om den ret, der menes krænket. Det lykkedes ikke indenfor fristen at indgå forlig med modparten herom, hvorfor jeg i oktober 2020 på vegne af klienterne anlagde retssag, med påstand om, at modparten havde krænket mine klienters ret.

Mine klienter nedlagde også påstand om, at forbuddet nødvendigvis måtte opretholdes fremover, idet dette fortsat ville være det eneste, der forhindrede modparten i at afspærre stien på ny.

Herudover blev der nedlagt påstande angående modpartens vedligeholdelse af færdselsarealet samt om spørgsmålet om ejendomsskatten.

Efter udveksling af processkrifter lykkedes det i 2021 parterne at finde et samlet forlig, hvorefter forbuddet blev opretholdt, ligesom der blev fundet en løsning på de øvrige forhold. Sagen synes herefter endeligt at have fundet sin løsning.

Sagen viser, at det nogle gange kan være både nødvendigtog effektivt at indlede en forbudssag, i stedet for ”kun” at indlede en almindelig retssag. Uanset, at der var et stort arbejde med at føre først en forbudssag og siden anlægge en retssag angående selve retten, endte det med en afslutning af sagen til klienternes tilfredshed og en afslutning af sagen i det hele taget. Dette ville ikke være opnået indenfor samme tid, såfremt der blot var anlagt en almindelig retssag, eller såfremt mine klienter intet havde foretaget sig.